Lauritz.com redder Grand Prix i Bernstorffsparken
Af: Jakob Leth
Årets store springstævne i Bernstorffsparken fra den 14.-17. maj 2009 har fået ny titelsponsor, Lauritz.com.
Sportsrideklubben havde en klar aftale med en anden titelsponsor, men firmaet var ikke i stand til at leve op til deres forpligtelser og det er derfor med stor glæde at Lauritz.com er blevet den nye titelsponsor
Det store internationale stævne skifter derfor navn til Lauritz.com Grand Prix 2009, der bliver et gensyn med en lang række af de internationale springryttere fra OL i Hong Kong 2008. Hele det norske OL hold vil være på plads, og fra Sverige kommer den olympiske sølvvinder Rolf Göran Bengtsson.
Takket være BMW giver dressurrytteren Andreas Helgstrand fredag den 16. maj opvisning i pausen i Nations Cup konkurrencen. Helgstrand var med til at vinde OL-bronze i holdkonkurrencen 2008. Hele 15 nationer har meldt deres ankomst til stævnet med 100 ryttere og 260 heste, hvor der kæmpes om pengepræmier for en million kroner. I nationskonkurrencen har det danske hold stolte traditioner, idet Tina Lund & Co. har vundet konkurrencen de sidste to år.
Vores pressechef Flemming Vitus står til rådighed for yderligere information.
16.04.2009